En fodbold på størrelse med din fars cykel – og stemning som befandt man sig til landskamp i Parken!
På lørdag afholder NeedCare for andet år i træk Danmarks eneste pokalcup i kørestolsfodbold. Det bliver en festdag uden lige!
Foruden forrygende fodbold holdes stemningen højt af engagerede heppekor og DJ’s der vender plader både under og mellem kampene.
Tager Aarhus Rolling Devils pokalen igen i år? Overrasker Copenhagen Bad Boys, der har haft en flot sæson? Eller tager en af outsiderne titlen for næsen af favoritterne?
Efter vinderen af NeedCare PokalCup 2012 er fundet hyldes både vindere og tabere traditionen tro med gratis pølser, øl og sodavand til alle – spillere, hjælpere og publikum.
"Vi inviterer alle odenseanere til at kigge forbi Højby Hallen til en gratis pølse og en sodavand og til at få et indblik i, hvad kørestolsfodbold er” siger Kim Mølbach, medarrangør af NeedCare PokalCup. ”Det er altid sjovt at se kørestolsfodbold. Drengene går helt vildt op i det her, så en pokalcup indeholder både blod, sved og tårer!”
I år afholdes festlighederne i Højby Hallen i Odense. Finalen spilles kl. 16.00.
